Gå til hovedindhold

7.-9. klasse

Dit barn skal over en periode på 3 år i udskolingen igennem en udviklingsproces, der skal klæde det på til at starte på en ungdomsuddannelse efter afgangsprøverne i 9. klasse.

Indhold

    Ligesom undervisningen i indskolingen og på mellemtrinnet er målet for undervisningen i udskolingen, at dit barn oplever at blive udfordret på det personlige, sociale og faglige niveau, som det er på. 

    Alle klassetrin har to-lærertimer i ugeskemaet, hvilket giver mulighed for fx holddeling, elevsamtaler o.a. 

    Undervisningen er tilrettelagt, så den bliver så varieret som muligt, fx: 

    • Fagdage 

    • Obligatorisk praktik på 8. årgang 

    • Frivillig praktik 

    • Lejrskole på 8. årgang 

    • Ture ud af huset 

    • Aarhus Skills 

    Uddover at have fokus på faglige mål og en nært forestående afgangsprøve vil vi i udskolingen fortsat have fokus på trivsel og at understøtte de unge mennesker i deres personlige og sociale forudsætninger ind i det store fællesskab. 

    Det gør vi bl.a. ved at have et tæt samarbejde med Ungdomsskolen, som kan hjælpe os med forskellige både forebyggende og problemløsende trivselsforløb, som er målrettet Solbjergskolens udskolingselever. Disse forløb kan foregå i mindre grupper, i klassen eller på årgangen alt afhængig af behov. Derudover har vi prioriteret forholdsmæssigt mange tolærertimer til forebyggende og understøttende indsatser der, hvor vi oplever et behov. 

     

    Skolehjemsamarbejde: 

    Arbejdet omkring elevernes trivsel, faglige og sociale udvikling skal foregå i et tæt samarbejde mellem jer og os. Det håber vi, I vil opleve bl.a. i forbindelse med forældremøder og skolehjemsamtaler/cafesamtaler. I udskolingen er der på 7. og 8. klassetrin almindelige skolehjemsamtaler i efteråret og læringssamtaler i foråret - som på mellemtrinnet.  På 9. klassetrin vil der være cafesamtaler - en eftermiddag og aften, hvor en stor del af faglærerne er til stede, og hvor I kan være med til at vælge, hvem I ønsker samtale med. 

    Derudover er der naturligvis altid mulighed for at snakke sammen eller mødes, når der er behov for det. 

     

    Mobiltelefoner: 

    Solbjergskolen er en mobilfri skole. Mobilerne samles ind fra morgenstunden, låses inde og udleveres ved skoledagens afslutning. Dog har udskolingselever mulighed for at få deres mobiler i den store pause kl. 11.40 - 12.25. 

     

    Pauserne: 

    Udskolingens elever må forlade skolen i spisepausen, fx for at hente eller købe frokost under henvisning til Solbjergskolens anbefalinger for sund kost. 

    Sidst opdateret: 20. august 2025